Kvinder i filosofi - et fagligt funderet netværk for kvinder i de filosofiske fag
Netværket er grundlagt i 2005. Formålet med netværket er at støtte og fremme kvinders rolle i filosofi, idéhistorie og videnskabshistorie indenfor dansk forskning, undervisning og erhvervsliv. Som andre steder i arbejdslivet møder kvindelige filosoffer ofte udfordringer og problemer, der ikke er direkte knyttet til deres professionelle arbejde. Netværket vil søge at synliggøre, promovere og skabe samarbejde mellem kvindelige filosoffer i Danmark, og derigennem imødekomme det forhold at den teoretiske etablering af lige muligheder for alle ikke altid automatisk følges op af en praktisk implementering.
Netværket er ikke tilknyttet en bestemt filosofisk skole eller et politisk program. Netværkets formålsparagraffer er genstand for en løbende debat, og vil blive diskuteret og eventuelt revideret årligt på Netværkets generalforsamling.
Netværkets mål er:
- At fremme kommunikation og samarbejde mellem kvinder, der arbejder i de filosofiske fag indenfor forskning, undervisning og erhvervsliv.
- At forbedre betingelserne for kvindelige studerende, forskere, undervisere og konsulenter fra de filosofiske fag i det danske samfund.
- At fremme studiet af kvindelige filosoffers arbejde.
- At højne den offentlige bevidsthed om kvindelige filosoffer før og nu, samt de vilkår under hvilke kvinder historisk betragtet har bedrevet filosofi.
- At fremme filosofien i et samarbejde med andre filosofiske foreninger.
Det er Netværkets mål at tilbyde:
- Information om uddannelse, beskæftigelse, finansiel støtte, karrieremuligheder og muligheder for professionelt samarbejde.
- Konferencer og workshops om filosofisk relevante emner.
- Seminarer om ekstra faglige færdigheder som ansøgnings- og artikelskrivning.
- Et diskussions- og kommunikationsforum der muliggør en åben udveksling af ideer, erfaringer og ressourcer samt en effektiv videndeling.
