Verdens bedste hjemmesko

Min veninde, Rikke, har været meget udholdende med hensyn til den hundehvalp, hun anskaffede sig for et halvt års tid siden, for det har bestemt ikke været nogen dans på roser at få afrettet Balder, som hun lige fra en start navngav den.

Den er bestemt en sød og kærlig hund, men som så mange andre hundehvalpe havde Balder masser af lyst til at bide i al ting, og Rikke havde et hyr med at få den lært at lade være. Men hun var som sagt meget stædig, for hun holdt af hunden og dens selskab, efter at hun var blevet alene efter en skilsmisse.

Hunde og sutsko

Da Balder var helt ny og bare 12 uger gammel, startede balladen med, at hunden allerede den første dag kastede sig over Rikkes sutsko og gnavede så voldsomt i den ene af dem, at den var totalt ødelagt. Det tog Rikke nu ganske roligt, for hendes sutsko var temmelig gamle og trængte alligevel til at blive skiftet ud.

Heldigvis for Rikke var hun i stand til at koncentrere sig om det positive ved at have fået sig en ny, firbenet livsledsager, og hun nød for eksempel at gå lange ture med sin hvalp og lære den at gå pænt i snor. Det sidste var en lidt vanskelig opgave, for Balder var ikke glad for at blive holdt i en hundesnor, og den forsøgte flere gange at bide i Rikkes tykke rulams luffer for at få hende til at slippe snoren.

Det fik hun nu hurtigt lært hvalpen at lade være med, og ganske langsomt gik det bedre og bedre forstået på den måde, at Balder kun ved sjældne lejligheder gav sig til at gnave i ting. Rikke overraskede på et tidspunkt hvalpen i at ligge i entreen og bide i en hæl på den ene af hendes vinterstøvler, men hun greb den i det så hurtigt, så støvlerne ikke nåede at tage skade.

Balder fik en ordentlig, verbal overhaling, og ifølge Rikke var det faktisk sidste gang, hunden gik til angreb på noget af hendes fodtøj, som den ellers havde haft en forkærlighed for.

Lammeskind til hjemmesko

Men Rikke var jo også blevet klog af skade, så da hun havde købt sig et par nye hjemmesko i lammeskind til erstatning for de sutsko, Balder havde bidt i stykker, valgte hun at sætte dem ind i sit skab i entreen, så Balder ikke kunne få fat på dem. Og når jeg eller andre i den periode var på besøg hos hende, valgte hun også at sætte vores fodtøj, som vi helt naturligt tog af, fordi det var vinter, ind i skabet.

Nu er Balders vilde periode overstået. Han har skiftet tænder, så nu har han ikke behov for at bide i forskellige ting mere, og han med alderen er blevet en meget mere rolig hund. Og forkælet er han også, for det generer ikke Rikke, at han ligger i møblerne i stuen. Hun har endda købt nogle stolehynder i lammeskind , så Balder rigtigt kan ligge og hygge sig i en af hendes lænestole.

Skriv et svar